Job eller kærlighed? Det umulige valg

Der er utallige mange, der flytter på grund af et job eller en uddannelse. Det er et valg, som de træffer ikke fordi de er så glade for at forlade hjemby, familie og venner, men fordi fremtiden tit kræver at vi ofrer det, som vi holder af mest. I en lille by, for eksempel, hvor alle stort set kender hinanden og er mere eller mindre et fællesskab, er der ingen universiteter og heller ikke mange jobs. Så hvis man gerne vil uddanne sig eller sikre sig et bedre job, må man opgive hjembyen og flytte dertil, hvor mulighederne er.

 

Det at træffe sådant et valg er ikke nemt. Folk gør det oftest, fordi de føler sig presset - enten af egne eller forældrenes ambitioner eller af jobmarkedet, som ikke giver os alle muligheden for at blive der, hvor vi har opbygget et liv for os selv.

Jo yngre man er, desto nemmere er det at ændre på sit liv - man har ikke så mange ting i sine omgivelser, som holder en tilbage. Man kigger bare frem med alt håb på at finde drømmelivet i den store by. Når man dog efterhånden er blevet lidt ældre og har skabt et liv for sig selv - sandsynligvis med en lejlighed, med masser af venner, med en kæreste - føler man sig ikke lige så fri til at ændre på noget, da alt nyt medfører enden på noget gammelt.

 

Som jobsøgende har man dog ikke så mange muligheder for selv at vælge sit liv. Man er enten for ung og uden erfaring, eller meget erfaren og dyr, eller også for gammel. Ved alle tilfælde er der både fordele og ulemper og det ser ud til, at ulemperne er flere. Når man er ung og med kun lidt erfaring, har man næsten ingen mulighed for at komme ind på markedet og blive bedre ved at praktisere. De mere erfarne medarbejdere er nok mest efterspurgt, men deres lave mobilitet og høje pris gør dem lidt mindre attraktive i arbejdsgivernes øjne. Det, at de tit er specialister i en niche eller er kommet højere op i hierarkiet, har også en stor betydning i forhold til, hvor nemt de kan finde et arbejde. De ældre ansøgere er nogle af de mest udsatte. Selvom de har erfaringen, har de deres alder mod dem. Ingen vil ansætte en, der om et par år vil blive pensionist eller lider af alle mulige sygdomme, der medfølger alderen. Sidst men ikke mindst er denne gruppe mindst fleksibel og mangler tit opdateret kendskab til sit felt.

 

Fordi det står sådan på jobmarkedet, har mange ikke noget andet valg end at tage et som helst job, som blive tilbudt dem. Så kommer vi i den situation, hvor et voksent menneske bliver revet fra sine omgivelser og kastet et helt andet sted. Det er ellers noget godt for jobmarkedet, men er det godt for os som mennesker? Vi husker alle sammen, at det var nemt og sjovt at få nye venner som børn. Vi ved også godt, at det bliver hårdere og hårdere med alderen. Vi har glædet os som unge til at skifte lidt omgivelserne og møde nye folk, måske en speciel en, som vi kan forelske os i. Hvad så, hvis vi allerede har fundet dem?

 

Den postmodernistiske æra har givet os friheden til at bevæge os rundt om verden og blive lige det, vi har lyst til. Den har dog taget noget fra os og det er vores sociale liv. Vi kan ikke være både frie og sociale. Det står enten eller.

 

Selvom vi især som unge stræber efter at opnå så meget frihed som muligt, finder vi snart ud af, at vi ikke vil være så frie som vi er, for det medfører ensomhed. Der er mange forskere, der mener, at det, at der findes så mange online fællesskaber, er et udtryk for vores behov for samvær, der ikke bliver tilfredsstillet i vores reelle liv.

 

Derfor er det endnu mere tragisk, når man behøver vælge mellem sit reelle liv og friheden til at arbejde med det, man har lyst til. For det handler ikke om en person, der i forvejen har valgt det ene frem for det andet. Det bliver i det tilfælde mere eller mindre selve livet, der presser os til at vælge.

Det gør det hele endnu mere trist. For vi har vist nået det sted i vores evolution, hvor selve mennesket ikke længere er vigtigt. Vi skal alle sammen aflytte arbejdsmarkedet og være intet mere end en brik i det store spil. Interessant nok har vi alle sammen den opfattelse, at vi er lige så meget værd som vi er på arbejdsmarkedet. Har vi glemt, at det, at være et menneske, ikke har noget med arbejdsmarkedet at gøre?

DIDI

Fantasikæresten

Man siger, at det er normalt, at man har fantasivenner, når man er barn. Det hjælper ens udvikling eller markerer ens problemer med at socialisere med andre. Der er dog endnu et aspekt af at have fantasivenner: det giver status. Jo flere venner man har og jo sejere de er, desto bedre bliver man modtaget af sine reelle kammerater. De mere problematiske spørgsmål er nok, hvad det betyder for en selv at have imaginære venner? Hvornår bliver det ikke OK at have fantasivenner?

 

Psykologerne siger, at det er helt OK og også sundt for barnet (3-10 år) at have fantasivenner, da de er med i udviklingen af barnets personlighed. Der er dog en advarsel om, at hvis fantasivennerne optager alt for meget af barnets opmærksomhed, kan det påvirke skabelsen af virkelige venskaber.

 

Som voksen er det dog lidt tvivlsom, om det er sundt at have fantasivenner. Hvis man for eksempel læser denne diskussion om emnet, kan man ikke lade være med at synes, at der er noget galt ved at have fantasivenner som voksen. Primært fordi fantasivennerne kommer i stedet for virkelige sociale kontakter og er et tegn på seriøse problemer med at håndtere tilværelsen.

 

Der er også folk, der digter op venner og kærester. I dette tilfælde handler det ikke ligefrem om en fantasiven, men om en ikke eksisterende ven, som er med i at skabe ens ry. Folk lyver tit og om alt og derfor skal det måske ikke betragtes som noget specielt, at de nu lyver om en ven eller en kæreste.

 

Det er alligevel et seriøst problem og det er sådan af to grunde: først og fremmest betyder fantasivennen/kæresten, at der er noget manglende i vores liv, hvilket vi ikke kan acceptere. Det kan både være et resultat af social pres og vores egne forventninger, der gør, at vi føler denne mangel, som vi udfylder med en fantasiperson, men slutresultatet er, at vi er ulykkelige og forholder os kritiserende overfor os selv.

 

Den anden grund til at betragte fantasivennen/kæresten som et problem er, at de tit bliver afsløret. Det er ikke alle, der er gode nok til at digte en spændende historie op. Derfor er det nemt for ens venner at se igennem historien og afsløre, at det handler om en fantasiven. I dette øjeblik sker der to ting: man bliver til grin, mens vennerne ikke ved, hvordan de skal forholde sig til det. De føler sig bedraget og kan samtidigt ikke lade være med at føle en blanding af medfølelse og stolthed (af at de har afsløret det).

 

Ifølge en rådgiver, der giver råd til en ung pige i en situation, hvor hun ikke har nogle venner og derfor har fantasivenner, er det vigtigt, at man kommer ud og snakker med forældrene, med andre, som man stoler på, og prøver at ændre på sin situation. Det er primært fordi i dette fald handler det om ensomhed og at føle sig udenom og det er en farlig kombination.

 

Det er dog noget, som alle burde tænke på. Det sker alt for tit, at unge føler sig ensomme eller ikke kan falde til. Mobning er desværre et meget udbredt fænomen, som gør det ikke nemmere for de svagere af os. Endda som voksne skal vi leve op til en masse sindssyge standarder, der ikke kun handler om udseende, men også om intellekt, uddannelse, status, baggrund, osv.

 

Før vi tænker os at grine af denne veninde, der har løjet for os, om at hun har en lækker kæreste, er det måske en god idé at tænke på alle udfordringer, som denne pige skal igennem, og så måske skal vi bare lukke øjnene for sandheden og gå bare med. Vi lever i en verden, der ikke er tolerant, men det betyder ikke, at vi heller ikke skal være det. På et tidspunkt i livet bliver det lyseklart, at det er mennesket og ikke nogen af de vanvittige kriterier, der gælder. Vær bare sikker på, at når dette øjeblik kommer, vil du stadigvæk have de der mobbede og tavse venner fra barndommen, som meget sandsynligt vil være dem, der bliver ved din side, når du har brug for en god ven.

DIDI

Jeg hader dig for jeg elsker dig... og ved generelt ikke hvad jeg skal stille op med mine følelser!

Dette indlæg handler om følelser, som får os til at opføre os irrationelt og tit mod vores bedste interesse. Set fra øjnene af den person, der pludselig bliver involveret i en orkan af følelser, som de ikke aner, hvor de kommer fra. Som læser får man både mulighed for at forstå sin egen og de andres opførsel og lære at komme videre.

 

Følelserne angriber



Det sker oftest, når man føler sig usikker eller svag. Der kan for eksempel være problemer med studiet, med kæresten, med familien eller med helbredet. Når man mister kontrol der, hvor man mener, at kontrol er essentiel, bliver man ramt af en eller anden form af angst. Især når det handler om et af de områder, som man selv betragter som vigtigst i sit liv, oplever man enten panik eller bliver man ramt af mange følelser, som man ikke forstår og kan holde styr på.

I sådanne øjeblikke er det ikke usædvanligt, at man vender blikket mod smertefulde minder, gamle skænderier og tvivl. Det at der allerede er tvivl på banen, fordi noget ikke går godt, øger markant risikoen for at man også begynder at tvivle på andre vigtige elementer af sit liv, ligesom venner, resultater, identitet.

Vi  har alle sammen lært at skjule vores følelser, hvilket ikke er sundt og gør, at vi bliver som vulkaner af følelser, der bobler lige under overfladen og venter på at den knækker.

 

Jeg hader dig... jeg mener, jeg elsker dig

Jeg har skullet gennem samme scenario 5-6 gange på nogle få år og kender godt til den blanding af følelser, der tit optræder, når nogen har elsket dig og er blevet afvist, men alligevel fortsat er en del af dit liv. Der er mange, der siger, at det er umuligt for en mand at være venner med en kvinde uden at der er indblandet følelser. Jeg har i lang tid syntes, at det ikke passede, da jeg selv foretrækker venskaber med mænd.

Jeg har dog den erfaring med en ven, der lige pludselig bliver meget sur på mig og bare giver mig skylden for alt på jorden. Ja, der har været følelser, ved ikke om der stadigvæk er noget, men fordi jeg aldrig har været interesseret i mere, har jeg kun koncentreret på venskabet.

Men hvad gør jeg så, når jeg ud af det blå bliver råbt ad, mindet på at jeg har sagt noget skævt for 10 måneder siden og beskyldt at jeg, ifølge han, stadigvæk tænker på samme måde?? Og det hele er mere end seriøst ment.

 

Venskabet, vennen og mig

Når vi bliver udsat for noget, som vi ikke kan forstå og som ikke giver mening fra vores synspunkt, er der flere handlingsmuligheder. Først og fremmest skal man prøve at forstå situationen og det sker gennem en ærlig og åben diskussion. Nogle grundregler kan man finde her, men resten står du selv for. Du skal prøve at hjælpe vennen med at finde kerneproblemet og når det er på plads, skal man snakke om hvorfor du præcis står for skud. For selvom du sandsynligvis ikke er årsagen til vennens situation, er der åbenbart noget, der kaster en skygge på jeres forhold. Når det handler om et venskab, hvor der tidligere har været følelser, skal man aldrig glemme det, for de gamle sår er nemlig tit det, der skaber problemer.

Alligevel er det ikke så nemt at finde ud af det. Man skal lytte aktivt (hvordan?) og lede efter nøgleord, som kan give et tip om hvad det hele handler om. Kvinder er tit mere snaksaglige og er vant til at snakke om følelser og reflektere på dem. Det er mænd dog ikke, hvilket gør det sværere for dem at identificere problemet. Derfor bliver din rolle i processen endnu vigtigere. Du skal dog huske, at vennen skal stole på dig nok til at åbne sig og fortælle, hvordan han har det.

Hvis det men analysen går godt og I bliver enige om, at I kan arbejde på at forbedre jeres forhold eller at der ikke rigtigt er noget at rette på, så er opgaven løst.

Det kan dog ske, at vennen uanset de gode argumenter bliver ved med at være sur og bliver endnu surere, da han føler sig uretfærdigt angrebet af dig. Der har du to muligheder, men kun hvis du er stensikker på, at du fuldstændigt har forstået situationen!: at fortsætte med at prøve at få ham til fornuft eller at lade være.

 

Personligt valg

Jeg personligt valgte den første mulighed først, da det er det, jeg automatisk gør. Jeg har vist behov for at få andre til at komme til fornuft. Det har altid føltes som om jeg var selskabets psykolog. Og som sådan har jeg aldrig tilladt mig selv at være emotionel eller reagere ud fra hvordan jeg har det.

Men lige pludselig skete der noget. Det hele føltes så irrationelt og uretfærdigt overfor mig, at jeg for første gang i mit liv reagerede ud fra mit tilstand og ikke ud fra en vurdering af situationens mest sandsynlige udfald. Og det føltes godt. Jeg ved, at det måske er lidt svært at forstå, men det vigtigste er, at på den måde bekræftede jeg, hvem jeg er og hvor mine grænser er.

 

Du

Det, du skal huske, er at det er dit liv og dine forhold, det handler om. Dit udgangspunkt skal altid være din personlighed, dine holdninger, dine følelser. Du er ikke ansvarlig for hvordan de andre har det og du kan kun sjældent hjælpe dem med at få det bedre. Du skal selvfølgelig altid være der for dine venner, familie og bekendte, men du skal aldrig glemme, at dit liv handler om dig.

 

DIDI

Jobjagten

Jeg valgte at lægge ud med et indlæg, der vil handle om jobsøgning, fordi vi lever i tider, hvor en stor del af befolkningen nemlig skal på jobjagt. Det, det medfører, hvordan vi takler det og hvordan vi lever med vores fejl, valg og nutid, skal drøftes her.

 

Arbejdsløs. En label?

 

Når man mister sit arbejde, mister man meget mere end en indtægtskilde. Ifølge mange er arbejdet en del af vores identitet, hvis ikke den størst del af det (se f.eks. sociologi WIki). Og ikke kun det. Det handler ikke længere bare om penge, om vores egen værdi på arbejdsmarkedet eller CVet. Det handler også om vores socialt liv.

Mange af os oplever, at efter man bliver færdig med skolerne og universiteterne, bliver det hårdere og hårdere at holde kontakt med de gamle kammerater fra skolebænken. Det bliver samtidigt meget hårdt at passe ind i nye grupper og finde nye venner som voksen. Derfor er arbejdspladsen i dag ikke kun en kilde af selvtillid, men også af social stand og vennekredse.

Når man bliver fyret, mister man som regel kontakt med de fleste af kollegerne. Det rammer hårdt. Sidst men ikke mindst oplever man på en vis måde, at folk nedstirrer dem.

Vi har altså økonomisk pres, familiepres (hvis i et forhold), social pres, tab af en vennekreds. Derfor er det at være arbejdsløs meget mere end et økonomirelateret problem. Det bliver til en label, som stort set får os til at nedstirre de arbejdsløse.

 

Hvordan takler jeg det så?

 

At skulle leve af dagpenge og leve op til alle a-kassens krav er hårdt nok. At finde et job er tit næsten umuligt. Hvis man også skal tage sig andres holdninger, pres fra familie eller andre, bliver det hele bare frygteligt. Derfor skal man tage sig sammen så hurtigt som muligt og overveje sine muligheder og sin situation, uden at distraheres af andre faktorer.

 

Det ta'r fokus!

 

Du skal bare forstå, at alle problemer, som medfølger arbejdsløsheden, vil forsvinde af sig selv, efter at du finder et arbejde. Man bør altid koncentrere på løsninger på de eksisterende problemer, i stedet for på selve problemerne. At fokusere på problemerne kan forårsage stress. At fokusere på løsninger kan give håb og positiv energi.

At finde den helt rigtige løsning kan nogle gange være svært, men der er nogle enkelte måder at gøre det nemmere på. Man skal stille et række spørgsmål til sig selv, som både vil føre til en god løsning og til de første praktiske trin, man skal foretage.

 

Spørg dig selv!

 

1. Hvad er min situation?

Du skal svare så omfatteligt som muligt, men du skal prøve at holde fokus på kerneproblemet/erne.

 

2. Hvad kan jeg lide og ikke lide ved min situation?

Svarene her er meget vigtige, da alle næste trin vil baseres på dem. Tænk godt, hvad du svarer.

 

3. Hvordan ser min drømmesituation ud?

Når du svarer, vær både realistisk og ambitiøs. Hvis du ikke drømmer om noget stort, vil du aldrig komme langt. Formuler mål.

 

4. Hvordan opnår jeg mine mål?

Det er bedst, hvis du begynder fra selve målet og kommer tilbage trin på trin til hvor du står nu. Hvis du vil være chef for eksempel, er der mange hierarkitrin, du må igennem. Vær omhyggelig og undersøg karrierestigen, før du beskriver de adskillige trin.

 

5. Hvordan begynder jeg?

Hvis du har lavet en god beskrivelse af den vej, du skal gå, for at opnå dine mål, skal det stå klart hvor du begynder. Du kigger på det trin, hvor du står nu, og så på det næste. Hvad kræver det at komme videre? Erfaring? Uddannelse? Uanset hvad det er, ved du allerede, hvad det er du skal, for at komme videre.

 

Vores nutid, fejl og valg

 

Det er ikke nemt at skulle leve af rengøring, mens man drømmer om at være direktør. Det er heller ikke nemt at se, at man har arbejdet hårdt, men det hele er mislykkedes. Vi bruger meget tid på at bebrejde os selv og græde over vores nederlag. Og det er nemt at forstå, det er naturligt.

Men der er et ordsprog, der siger "Tiden venter på ingen". Og det vælger jeg at tro på.

Når du er trist eller føler dig svag, tænk bare på, at der ikke er tid til at være svag. Man skal bekæmpe sine problemer og vokse og udvikle sig. Selvom vi tit ønsker os, at der er en vej tilbage i tiden, er der ikke sådan en. Vi skal bare acceptere vores nutid, tilgive vores fejl og lære hvordan vi bliver bedre.

 

Jobsøgningen

 

Selve jobsøgningen kan suge livet ud af en. Det kan godt ske, at man sender 100vis af ansøgninger og det eneste man får, er afslag. Jobcenter siger, at man i så fald skal lave om på sin jobsøgningsstrategi. Og de har måske ret i det. Problemet er, at der ikke findes en universelt virkende metode. Det meste af tiden handler det om et bredt netværk, en god ansøgning, stor erfaring, stabil uddannelsesbaggrund og masser af held.

Rådet her vil være at lade være med at blive stresset. Fokuser på hvad du gerne vil og prøv alle muligheder for at komme ind. Det kan være praktikker, løntilskud, Videnpilot, projektansættelser, osv. Man skal huske, at hvis det ikke giver resultater, er det fordi man mangler enten erfaring eller uddannelse. I stedet for at blive panikslagen, skal man sørge for at bygge op på sine kvalifikationer.

Til sidst vil jeg understrege, hvor vigtigt det er, at man har en plan. En plan giver ro, en vis sikkerhedsfornemmelse og derved bedre livskvalitet. Det at du er arbejdsløs, betyder ikke, at du er skyld i noget og du skal straffe dig selv. Glem det ikke!

 

DIDI